To pegebøger om dyr, udført i en kunstnerisk kvalitet, der gør dem til en sand fornøjelse for børn fra 1-3 år og den voksne at læse.
Ursula Seeberg, der ikke behøver nærmere præsentation, har illustreret en bog om dyr i naturen, bl.a. rådyr, spætte, egern og hugorm, og en om dyr på landet, bl.a. hane, hest, ko, gris, kat og hund. Der er 12 dyr i hver bog. I begge bøger viser sidste opslag bogens dyr samlet. Det enkelte dyr er afbildet på en side med dets navn skrevet med tekst. Dyrene er gengivet i naturlige omgivelser i en naturalistisk streg tilsat Ursula Seebergs personlige, veloplagte touch. Hun går tæt på dyret, så de enkelte hår ses i egernets buskede hale, farvenuancer i hver enkelt af uglens fjer og grisens strittende børster på ryggen. Dyrene, der udstråler liv og personlighed, er malet i varme, nuancerige farver. Bøgerne er trykt på kraftige, laminerede papsider, så de kan klare mange gennembladringer af små barnefingre. For- og bagside viser et dyr.
Pegebøger med dyr findes der mange af. Birde Poulsen har malet fine illustrationer til Mor, hvor er du?, 2004. I Hej fru ko, 2008 vises fotografier af dyrene. I Min rør og føl bog om gården, 2008 gengives fritskrabede, stiliserede dyr uden megen atmosfære.
Pegebøgerne viser ikke blot et varieret udvalg af dyr, de gør det i en kunstnerisk form, der gør det til en sand fryd at lære dyrene at kende. Illustrationerne udstråler atmosfære, dyrene virker levende og har næsten personlighed.