En letlæst gyser fra serien Mareridt som primært henvender sig til drenge fra ca. 10 år. Forsiden er mørk og dyster. Der er ingen tvivl om, hvilken genre vi har med at gøre, hvilket helt sikkert vil tiltrække målgruppen.
Jens er panisk angst for edderkopper. Han snakker om dem og har mareridt om dem. Reaktionen fra omverden er, at det er noget pjat. En dag begynder Jens i bedste Spiderman stil at forvandle sig til et uhyggeligt loddent kryb. Historien er en ægte gyser med undertoner, der fra starten indikerer, at der er noget galt. Illustrationerne er dramatisk levende i s/h tegneserieagtig streg. Teksten giver på intet tidspunkt hints om, hvordan historien ender, hvilket medvirker til at holde spændingen til den bitre ende.
Bogen kan bedst sammenlignes med seriens øvrige titler fx Gespenst af Benni Bødker eller titler fra serien Koldt blod.
Et velbygget plot med en god spændingskurve indhyllet i manges værste mareridt. Temaet vil fremstå attraktivt for raske drenge. Historien er godt og levende skrevet.