Læsere, som har interesse i 2. verdenskrig, vil her finde en fortælling, der giver et glimt af det kaos, som både lande og mennesker levede under i tiden efter krigens ophør. Bogen vil dog også kunne finde mange læsere hos dem, der kan lide at blive udfordret på dilemmaer og svære spørgsmål.
Den britiske oberst Lewis Morgan er blevet udstationeret til efterkrigstidens Hamburg og har fået ansvaret for genopbygningen af den sønderbombede by. Han får anvist en stor herskabsvila som bolig, hvor han kan flytte ind sammen med sin kone Rachael og sin søn Edmund. Egentlig skulle de nuværende beboere fraflytte, men Lewis lader husets ejer Stefan Lubert og hans datter Frieda blive boende. Begge familier har mistet nære familiemedlemmer under bombardementerne henholdsvis i England og Tyskland, og mange følelser er på spil. Bogen er en velskrevet og tankevækkende fortælling om efterkrigstidens Tyskland med den britiske oberst Morgan, der er splittet mellem sin forståelse for tyskerne og deres situation, sin familie og sine egne følelser i forbindelse med tabet af sønnen.
Også i Ken Folletts 2. bind i Century trilogien Verdens vinter, 2012 er fortællingen om 2. verdenskrig og konsekvenserne på begge sider af krigen i tiden efter.
En velskrevet og tankevækkende bog om ikke bare den fysiske genopbygning af et land men også det psykiske og følelsesmæssig kaos, som krigen efterlod mennesker i på begge sider af krigen.