4-6-årige børn og deres tøjdyr vil elske at tage med Anton og hans talende stofelefant, Timbo, på fantasirejse til Afrika, hvor man kan se løver, danse regndans og bestige Kilimanjaro.
Anton er ved at tegne et skattekort og hører derfor ikke efter, da mor beder ham om at gå op til overboen med en pakke. Da skattekortet er færdigt ser Anton pakken ude i gangen og tror at den er til ham. Pakken viser sig at indeholde en stofelefant, der præsenterer sig som Timbo! Timbo fortæller Anton om Afrika og imens forvandler Antons værelse sig til savanner, skove og bjerge. Det fantastiske eventyr slutter dog brat, da mor kommer tilbage og en meget trist Anton pænt må aflevere Timbo til Louise ovenpå. Lidt efter står Louise imidlertid i døren med Timbo; "Han siger at han savner dig", siger hun - og så går safarien igang igen, denne gang med Louise som medpassager. Det er forfatterens første billedbog på dansk, mens vi kender illustrator fra flere udgivelser, fx Egernhjørningen.
Fin historie om børns livagtige fantasi og eventyrlige leg, og om det særlige forhold mellem et barn og dets stofdyr. Fortællingen får liv gennem Tourlonias' stemningsfulde og søde illustrationer, hvor Afrikas sol og varme strømmer ud fra siderne i gyldne nuancer.
I Torbens tusser sender Torben med sin livlige fantasi og nye tusser sig selv, sin mor og læserne på vilde fantasirejser, med køkkenet som omdrejningspunkt.