Det er femte bind i den anbefalelsesværdige, let læste serie om den pensionerede overlærer og forfatter Ellen Margrethe Jørgensen. Det er en god, underholdende serie, som især henvender sig til ældre lånere, og de vil uden tvivl nikke genkendende til Ellen Margrethes problemer med børn, børnebørn og hendes herlige kommentarer til, hvordan sæderne forandrer sig. Også i dette bind har den bevaret sin energi og humor. Hun har ikke haft succes med sin sidste bog "Knuste hjerter" og lægger foreløbig sine forfatterdrømme på hylden. I sin høje alder finder hun ud af, at hun er adoptivbarn og jagten går denne gang ud på at finde moderen og hendes historie og dermed sin egen forhistorie. Husvennen, gastronomen Henrik, foreslår de flytter sammen i hans arvede, komfortable villa med hushjælp i Ålborg. Huset i Utterslev Mose overtages af hendes søn og svigerdatter. Jeg kan fortælle så meget, at det ender med, at den nye storfamilie holder jul sammen i Ålborg, og Ellen Margrethe så småt indstiller sig på sit nye liv og måske også nye skriveprojekter.