Et puzzlespil hvor du skal bruge din logiske sans for at befri feer fra deres blomsterfængsler. Spillet henvender sig til større børn - fra ca. 6 år.
Spillet indeholder en række baner, hvor "klodser" i forskellige farver og størrelser skal placeres således, at de danner en passage, de tilfangetagne feer kan slippe ud igennem. Feerne er fanget i blomster og flyver væk, så snart en passage af ensfarvede klodser er skabt. Alle feer på banen skal befries indenfor en given tidsramme.
Spillet er meget simpelt og faktisk ikke særlig udfordrende. Det går alt for nemt med at placere klodserne de rigtige steder indenfor den givne tidsramme. Både grafik og lyd er på det jævne, og det der sker i spillet er temmelig ensformigt og fantasiløst. Fx ligner alle feerne hinanden og gør præcis det samme, når de befries. PEGI: 3. Kan spilles af børn fra ca. 6 år. Mindre børn tror jeg vil have vanskeligt ved at vende og placere klodserne med musen.
Spillet minder på nogle områder om klassikeren Tetris worlds (pc), som dog er langt mere underholdende på trods af, at det er et langt ældre spil. Samtidig findes der nu en del puzzlespil - af højere kvalitet og med langt mere afvekslende indhold - til iPad, som er lige til at hente gratis gennem AppStore. Fx "Candycrush".