Animationsfilm om venskab, og at en ven er en fremmed du ikke kender endnu, mellem en dreng og en pingvin for børn fra 6-9 år, fx også til brug i indskolingen. Der er undervisningsmateriale til 0-3. klasse på www.buster.dk.
Det er en flot animationsfilm, oprindelig lavet i en dynamisk 3D, og der er en fin rumfornemmelse og dybde i billederne. Filmen har været vist på DR Ramasjang under titlen En besynderlig gæst, og under denne titel findes den også på Buster undervisnings dvd-3. En pingvin ankommer til en lille havneby, og ringer på hos fiskehandleren, og møder drengen. Pingvinen ser trist ud, og den er måske faret vild tænker drengen. Han vil følge den hjem, også selvom det betyder, at han skal ro hele vejen til Sydpolen (fra England, sikkert). Det bliver en dramatisk tur, og det umage par får bl.a. hjælp af en kæmpe blæksprutte. De skilles, da de når til Sydpolen, og drengen sejler hjem, men fortryder, og vender tilbage, men kan først ikke finde sin ven pingvinen. Det er en rolig og fin fortællerstemme, der fortæller historien. Omslag passer til indhold.
Jeg kom til at tænke på Pingvinmarchen, da jeg så denne. Det er en dokumentarfilm for børn fra 8 år om pingviner på Sydpolen.
Det er en velproduceret og tænksom film med et fint emne. Filmen har en fint udfoldet historie, der fungerer på flere niveauer.