Kvadratisk billedordbog med godt 200 illustrationer af, og navnene på, planter, dyr og frugt. Den kan bruges sammen med børn fra 3-6 år.
Bogen er oprindelig udgivet af et fransk forlag i 2013. Illustrationerne har et retro look, og de er realistiske, men ikke foto realistiske. Farverne har ind imellem en "gammeldags" tone, der minder om gamle illustrationer på skoletavler og lign. Alle billeder er renskårne, stort set kun hvide baggrunde. Man kan også se det sydeuropæiske i billedstilen, på den måde især træer, som fx bøg og eg er gengivet. I udvalget kan det sydeuropæiske ophav fornemmes, her er languster og krebs, men ikke hummer eller jomfruhummer, og der er morkler og trøfler, men ikke champignon. Der er derudover fx næsehorn, delfiner, appelsiner og gråspurve og mange andre dyr og planter, som danske børn vil kunne godkende, samt fx figen, avokado, kakao og kaffebønner, samt bæltedyr og skældyr. Der er kun ord for de enkelte arter, og enkelte er samlet under massebetegnelse, som fx insekter med 11 stk. på et opslag uden navn på de enkelte, som fx mariehønen.
Det er en særlig billedordbog med et stort udvalg af planter og dyr. Vi har andre billedordbøger, de fleste dog med fotos, som fx Kom og kig på småkravl og blomster, som er for de lidt yngre, og Find og lær masser af dyr.
En billedordbog med et bredt udvalg af planter, dyr og frugt med tegnede illustrationer i retro stil med billeder af meget forskelligt fra popler og stær til kalkun og havre.