En farverig myldrebilledbog om årets gang på en middelalderborg. Der er 8 tosidede opslag, som alle viser et øjebliksbillede af borgen set fra præcis den samme synsvinkel på 8 forskellige tidspunkter af året. Måneden angives på et faneblad, som også fungerer som indholdsfortegnelse. I indledningen er der lidt vejledning om indholdet og opfordring til at lægge mærke til nogle bestemte personer, og på bagsiden af fanerne er der findeopgaver. Hvert opslag indledes med en kort tekst om, hvad der nu sker, og der er rig lejlighed til selv at gå på opdagelse i billederne. Billedbogen lægger op til billedjagt og samtale for børn fra 4 år, og teksten kan læses fra ca. 8 år. Den er ikke lige så detaljeret og myldrende som Holger- og Flunkerbøgerne, så findeopgaverne er nok mest til de yngste læsere, men der er en del sjove historier gemt i billederne, hvor også de lidt større kan være med. Indgår i serien Året rundt, hvor der tidligere er udkommet En byggeplads (2004/39) og svarer i øvrigt til bøgerne i serien Døgnet rundt om livet i byen, på banegården, i lufthavnen, i zoo og senest Et fodboldstadion (2006/17).