Books / fiction / roman

En dyr affære


Description


Jack Reacher med en fortid hos militærpolitiet sendes på en efterforskningsopgave langt inde i Mississippi. Her er begået et makabert kvindedrab, og på den nærliggende militærbase er det altafgørende, at drabet ikke på nogen måde kan forbindes med basen.

Reviews (1)


The libraries' assessment

d. 25. Apr. 2012

By

By

Helle Winther Olsen

d. 25. Apr. 2012

Romanfiguren Jack Reacher er en hård nitte, en hardhitter, en cool dræber. Fri os fra at møde ham i det virkelige liv, men her i spændingsserien tramper han med stor kaliber ind i maskuline og enkelte feminine læserhjerter, der banker for barske helte.

Jack Reacher er en militær efterforsker, der hentes ind fra - ja, hvorfra egentlig? - det uvisse til specialopgaver. Turen går denne gang til en støvet, anonym lokalitet i Mississippi, der alene lever i kraft af sin beliggenhed ved en militær base. Her er ingredienserne et brutalt kvindemord, en senators søn der tilhører et kompagni på basen, og i det hele taget en militær instans, der på ingen måde skal sættes i forbindelse med forbrydelsen. Jack får sin sag for i vanlig undercover position, men lægger hjemmevant ud med at nikke nogle skaller og nedlægge den smukke, kvindelige sherif. Derfra bliver alt indviklet, men ret spændende, mens flere kvindemord og Pentagons skjulte dagsordner toner frem.

Childs romaner om Jack Reacher kan plukkes og læses uden hensyn til serierækkefølge. Indholds- og stilmæssigt minder de om hårdkogte typer, som forfatterne Elmore Leonard, Michael Connelly og Tom Clancy også kan skrive frem.

Underholdende spændingsroman, der kobler sig på det ærkeamerikanske mytestof om den enlige ulv, der tager loven og moralen i sin egen antiautoritære hånd. Han slipper af sted med det med et sort humoristisk touch, men læseren må sluge nogle voldskameler undervejs.