BF er nu nået til maj måned i sin dejlige serie for de yngste selvlæsere om årets 12 måneder. Jeppe og Lærke er stadig perlevenner - med Lærke som den dominerende, og det er helt skønt atfølge replikkerne mellem de to, hvordan Lærke ganske naturligt drejer alt til sin fordel. Det er forår, siger Jeppe, for bøgen er sprunget ud. Han foreslår, at de ser til deres hule i skoven, og,vupti, er det blevet til Lærkes idé. I skoven følger de et ungt par, som de tror, er eftersøgte juveltyve, men det viser sig, at det unge par blot har fundet børnenes hule og hygger sig i denne.Det bringer en lille snak frem hos Jeppe og Lærke om at være kærester, og det er de vist så. Også i dette hæfte arbejder tekst og illustrationer særdeles fint sammen. De smukke farver og denlevende og let læste tekst klæder hinanden.