Ebbe Kløvedal Reich, ham med hashen på Kulturministeriets trappe, med folkebogen om Grundtvig, med folkebevægelsen mod EF, med bogen om Hanstholm, med de mange fortællinger om Danmarks historie og meget, meget mere, er blevet 60 år. Det er fejret på mange måder, bl.a. med udgivelsen af dette festskrift. Det er en samling artikler, erindringer, kommentarer etc.; ikke så meget om EKR selv, men om emner og begivenheder han har forholdt sig til eller været i nærheden af i tidens løb. Det spænder over "det politiske liv, ungdomsoprøret og kollektivet Maos Lyst, hans kirkeligt-teologiske engagement og hans historiske lidenskab". Hans univers er stort, og derfor er der også stor spredning i indholdet af de 28 indlæg, skrevet af forfattere, politikere, teologer, journalister m.v. Pernille Kløvedals Helwegs lille tegneserie om Maos Lyst, med Ebbe som lederhan, der kan parre sig med alle hunnerne i kollektivet, er sød. Lasse Ellegaards beskrivelse af Reich som en ægte radikaler er interessant. Johs. H. Christensen drager overordentligt spændende paralleller mellem af Eva, Jomfru Maria og Maria Magdalena Der er kun ét problem med den slags bøger i biblioteksmæssig sammenhæng: Hvordan skal man som bibliotekar opdage og genfinde disse guldkorn?.