Naturligvis er det uforfalsket triviallitteratur, vi har at gøre med her. Men det giver sig heller ikke ud for mere; så læsere der ønsker sig underholdning, modgang, drama og en god slutning, kan med sindsro tage denne bog.
Steel behøver ikke præsentation, hun er en mærkevare. Her er valgt historiske kulisser, desværre ikke forfatterens stærke side. Annabelle er fra en meget velanset New Yorker-familie, året er 1912 og hun mister sin far og bror ved Titanics forlis. Annabelle er nu alene med sin mor og en mandlig bekendt af familien gør hende sin opvartning. Til moderens store glæde bliver de gift, og den 19 år ældre mand lover at passe godt på den kønne overklassepige. Sådan skal det dog ikke gå. Annabelle mister både familie, ægtemand og anseelse ved uheld, misforståelser og ikke mindst det bedre borgerskabs fordomme. Hun drager nu ud i verden som frivillig sygehjælper ved fronten under 1. verdenskrig, fuldender et studie som læge og ender som praktiserende læge i Paris alene med en datter. De senere år har Steel skrevet meget mod borgerskabets fordomme og om kvinders styrke, og de holdninger gør hendes historier forsonende. Hvis hun dog bare brugte flere dialoger, som faktisk fungerer og færre overflade-beskrivelser!.
Steel ligner jo ikke rigtigt noget andet, men hendes uvilje mod dobbeltmoral er blevet mere markant.
Guldrandet underholdning om stærke kvinder, dét kan Steel.