Den unge rastløse Mike møder sit livs kærlighed i den skrøbelige Ellie. Ellie viser sig at være stenrig arving til amerikanske besiddelser, så hvorfor er Mikes mor ikke begejstret for sønnens sociale opstigen? Psykologisk spænding for alle der holder af lidt altmodisch, klassisk gysen.
Mike Rogers er en heldig ung mand. En dag står han og kigger på sit drømmehus midt i den engelske countryside, da en ung kvinde dukker op og har helt samme indstilling til den landlige plet. De forelsker sig, og alt er idyl selv om de befinder sig i hver deres ende af den sociale rangstige. Mike er ærgerrig, men en omstrejfende drømmer uden uddannelse og job. Ellie er en stenrig amerikansk enearving. Idyl fra starten, men problemerne, ja mareridtet træder ind på scenen, så snart de har giftet sig og flytter ud til deres yndlingssted. En sigøjnerkvinde kommer med trusler om en forbandelse, Elllies slægtninge er modstandere af ægteskabet, Mikes mor frygter det værste. Og så er der veninden Greta, som ingen kan lide.
En atypisk Christie-komposition, som er mere mørk i tonen. Forfatteren kan det der med at skildre de britiske klasseskel som en centrifugalkraft, det er umuligt at komme fri af. Bogen udkom for første gang på dansk i 1968, men bærer ikke præg af noget moderne eller tidstypisk i forhold til det klassiske forfatterskab.
Minder ganske meget om Patricia Highsmith med sin måde at give stemme til psykopaten og lade læseren ane uroen.