Der er intensitet og nerve i Wivi Leths novellesamling for de 8 - 12 årige. 8 noveller fra barnets og barndommens verden med alvorlige emner som sorg, døden og ensomhed, men skrevet med styrke så det aldrig bliver ubærligt. Tvært imod er der både håb og lys forude med "happy ends" inden for troværdighedens grænser. I titelnovellen lider et par børn, både under at have mistet deres mor men næsten mest over farens totale tavshed omkring hendes død; i en anden forløses en uhyggelig sommerferieoplevelse af en drøm, og i en tredie sammenkobler Wivi Leth den helt specielle nærhed og forståelse, der kan være mellem børn og gamle. Wivi Leth husker de fine nuancer i et barneliv; de måske små, men afgørende hændelser og oplevelser, der "sidder", og hun fanger også gyset og uhyggen. Novellerne kan selvfølgelig selvlæses, men de vil være allerbedst til oplæsning med tid til snak efter sidste punktum. Også fordi de, på trods af at foregå her og nu, har den tidsløshed som giver oplevelserne en fællesnævner for både børn og voksne. Lilian Brøgger har lavet en pragtfuld forside i varme, orange farver og desuden forsynet novellerne med små vignetter. Det er en god bog og et meningsfuldt indslag i oplæsningsrepertoiret.