Femte del af serien Blodbrødre, der udspiller sig i den svenske middelalder. Det er nødvendigt at have læst de tidligere bind i serien for at følge med i handlingen, selv om der indledes med et resumé af den forudgående handling og en oversigt over personerne og deres relationer. Serien er triviallitteratur, og det signaleres klart i forsidens illustration og bagsideteksten.
Pseudonymet Saga Borg dækker forfatterne Carola Haglund og Diane Karlstrom. Serien handler overordnet om de gode mod de onde, hvor de onde styres af et magtfuldt broderskab. Dette bind har fokus på kvindeliv, og især på de stakkels små piger, der er kommet i ulykke og må opsøge "englemagersken" for at få en abort. Der er meget drama, kærlighed, vold og sex. Handlingen strækker sig over en månedstid i året 1495 og ender, så læseren må vente i spænding på næste bind. Sproget understreger den dramatiske og følelsesladede handling, og bogen er let at læse. Det minder meget om en ugebladsføljeton.
Sammenlignet med andre historiske underholdningsromaner er kvaliteten lav. Tilsyneladende er den ni bind lange serie Jarastavens vandring bedre end Blodbrødre.
Femte bind i triviserien kan give et par timers let underholdning. Generelt er interessen for Saga Borgs bøger blevet mindre med denne serie.