Mary Wesleys nyeste bog på dansk har alle de ingredienser, der kendetegner de bedste romaner af hendes efterhånden omfattende produktion: humor, romantik, uafhængige kvinder, erotiske forviklinger og en vittig dialog. Vi møder bogens heltinde, den 17-årige naive Juno, i London under et luftangreb. Hun har netop mistet sin mødom til to lidt ældre barndomskammerater og taget afsked med dem, da de er indkaldt til hæren. Under luftangrebet søger Juno tilflugt hos en syg mand. Han dør bogstaveligt talt i armene på hende, men forinden har Juno lovet personligt at aflevere et brev til hans far. Juno opsøger faderen og bliver boende på hans gård og hjælper med bedriften. Der opstår varme følelser mellem de to, men kombinationen ung kvinde/ældre mand er ikke uproblematisk, og forholdet kompliceres yderligere, da Juno opdager, at hun er gravid. Udover hovedpersonerne indgår også en trofast, ældre husholderske, en knarvorn gårdskarl med et hjerte af guld, landsbyens intrigante sladdertaske samt et bøssepar i persongalleriet. Trods en ret så forudsigelig intrige er det en velskrevet, underfundig og særdeles underholdende "dameroman", der ganske givet vil få mange læsere.