Et nu i vinden

Over en sætning: "Dette kan ingen tage fra os" i en ellers ret officiel beretning har forf. digtet en usædvanlig historie. Fakta (?) er kort: I 1749 ledsagede Elisabeth Larsson sin mand på enrejse til det indre af Kaplandet, hvor han og resten af ekspeditionen døde nogen tid efter. Hun blev fundet af den bortløbne slave Adam, og de nåede sammen Kapstaden i februar 1751. Romanenfortæller om, hvordan disse to mennesker lever og overlever sammen i disse mange måneder i det barske, utilgængelige og ubeboede land. Til at begynde med er hvid/sort, herreslave-forholdetfremherskende, og de opfører sig efter de indgroede roller, men mere og mere går forholdet over i kvinde/mand, og da de først begge har givet efter for deres begær og følelser, overgiver de sig tilen paradisisk robisonade, alene uden andet end deres kærlighed, opfindsomhed og naturens gaver ved havet til at overleve på, alt er vidunderligt i mange måneder, indtil de begge indser, at de ernødt til at søge tilbage tilcivilisationen. Skildringen af denne lange vandring gennemført under umenneskelige lidelser, uden føde og drikke, Uden ly, gennem bjerge og ørkener, syge og hjælpeløse,hvor de kun overlever takket være Adams urinstinkter og praktiske egenskaber og hjælp fra omstrejfende hottentotter, er meget intenst og virkelighedstro fremstillet. Efter mange måneder når de merelevende end døde til Kapstaden, hvor Elisabeth nødsages til at overgive slaven Adam til hans bødler. Bogen er fængslende læsning, de to personer fremstår levende og konsekvente i deres udvikling,og omgivelserne, den fantastisk barske natur, fremtræder, så man fornemmer heden, tørken og lidelserne. En læseværdig bog, men ikke nogen spændingsbog.

Read the full assessment