Etikken

Filosofiens udvikling er en vekslen mellem ideologisk og materialistisk forståelse af verden. Platon skabte grundlaget for den ideologiske tænkning. For ham er den sande verden en idéverden, man ikke er en del af, men nok kan forstå med sin fornuft. Aristoteles, hans elev, er materialist. Han mener at virkeligheden er immanent, empirisk. Derfor kan man forholde sig aktivt til den. Det kommer også til udtryk i hans værk om etikken. At være god er ikke at gøre, hvad guderne synes man skal gøre. At være god er en praktisk udfoldelse i stræben på at opnå lykke. Man kan kun opnå lykke for sig selv ved at realisere den menneskelige natur, at følge dydens gyldne middelvej. Derfor bliver det enkelte menneskes stræben efter lykke et gode for alle! Dette udsagn, som jo nok kan synes problematisk, har været diskuteret lige siden; Jesus forholder sig til spørgsmålet i Bjergprædiken, Kant med sit "kategoriske bør" osv. Derfor er Aristoteles vigtig læsning i dag. I 1995 udkom dette værk som Den Nikomacheiske Etik, en tilrettet udgave af Niels Møllers oversættelse fra 1936. I den gamle udgave var visse passager udeladt. De er med i den foreliggende udgave. Vigtigere er det dog, at her er tale om en nyoversættelse til et mere læsevenligt sprog.

Read the full assessment