Books / nonfiction

Europa i forandring : en grundbog om EU's politiske og retlige system


Description


EUROPA I FORANDRING er en grundbog i studiet af EU, skrevet af tre af Danmarks førende EU-forskere. Denne udvidede 2. udgave dækker udviklingen frem til og med foråret 2012. Den sætter som første udgaven fokus på EU's politiske og retlige system, herunder bl.a. EU-institutionernes opbygning og funktioner, det europæiske samarbejdes historie, EU's demokratiproblemer, EU som international aktør og - ikke mindst - det retlige og administrative samspil mellem EU og medlemslandene. Bogen indeholder i forhold til første udgave en indarbejdelse af Lissabontraktaten. Desuden har den væsentligt udbyggede diskussioner af EU’s nuværende økonomiske krise(r) og de dramatiske perspektiver i EU's udvikling. EUROPA I FORANDRING er båret af den overbevisning, at man for at forstå EU må forstå den uløseligt tætte sammenhæng mellem ret og politik. Det europæiske samarbejde er baseret på en helt unik retsorden, som er afgørende for politikken i EU. Man kan heller ikke studere EU’s retlige system uden en basal forståelse for EU-rettens politiske sider. EUROPA I FORANDRING er velegnet som grundbog i EU-studier for studerende på de samfundsvidenskabelige universitetsuddannelser og mellemlange uddannelser samt for almindeligt EU-interesserede læsere, der ønsker en bred og dybdegående indsigt i det europæiske samarbejde og dets afgørende betydning for Danmarks og Europas udvikling. Morten Kelstrup, Dorte Sindbjerg Martinsen og Marlene Wind er tilknyttet Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Tilsammen har de forsket bredt i det europæiske samarbejde og er blandt Danmarks førende eksperter på området.

Reviews (1)


The libraries' assessment

d. 5. Sep. 2012

By

By

Kent Skov

d. 5. Sep. 2012

Bogen er primært egnet til uddannelsesbrug, typisk på de samfundsvidenskabelige universitetsuddannelser. Kan også anvendes på relevante mellemlange uddannelser og til den seriøst EU-interesserede.

Stor og kompetent grundbog om EU der udkom første gang i 2008. Den giver en gennemgribende beskrivelse og analyse af og samspillet mellem EU's politiske og retlige aspekter. Almindeligvis er der naturligt mest fokus på de politiske fora: topmøderne, medlemslandene og deres interesser og interessemodsætninger etc., mens det retlige grundlag for samarbejdet er mindre belyst og spektakulært. Det sekundære formål er at fremstille det dybereliggende lag i samarbejdet ved at illustrere centrale samfundsvidenskabelige teorier og de forandringer, der løbende sker i EU, bl.a. i forbindelse med indlemmelsen af nye lande og konsekvenserne af finanskrisen. Desuden belyses EU's rolle som international aktør både i en økonomisk og politisk sammenhæng. Fortrinlig litteraturliste.

Udgaven har samme opbygning, men er revideret og ajourført, bl.a. med indholdet af Lissabon-traktaten og den seneste udvikling af den økonomiske krise og de politiske konsekvenser. Note- og registerapparatet er udvidet. Af andre lignende titler findes den kultur- og identitetsorienterede antologi Europa - et uafsluttet projekt.

Revideret udgave af den kompetente grundbog om EU's politiske og retlige system med opdatering om den økonomiske krise. Gennemgangen af EU's retlige system findes ikke ellers så grundigt behandlet på dansk.