Henvender sig til alle samtids- og historieinteresserede læsere, som vil have et overblik over Europas historie.
Forfatteren, Geert Mak er på reportagerejse rundt i Europa i løbet af 12 måneder, og for hver måned fortæller han en del af Europas historie i 1900-tallet. Han går kronologisk frem, starter i Paris og afslutter i Sarajevo 1999. Bogen er en omfattende journalistisk beskrivelse og dokumentation af Europas historie. Mak interviewer folk i sin egen tid, men undervejs, mens han rejser, smelter beskrivelsen umærkeligt sammen med den historiske beskrivelse. Bag bogen ligger en omfattende research. Den omfattende læsning dokumenteres i en god, ræsonnerende bibliografi. Mak er journalist og historiker og har tidligere udgivet Min fars århundrede, 2009.
Århundredet er overvejende tyskpåvirket, så se fx Haffner: En tyskers historie, 2002 og Viktor Klemperer: Jeg vil aflægge vidnesbyrd, 2000. Af danske værker er Søren Mørch: Store forandringer, 2009 og Vældige ting, 2010 er nok de nærmeste. Supplerende materiale, herunder dele af tv-serien, på www.geertmak.nl.
Fascinerende fremstilling af på en gang Europas historie og samtidig Maks rejsebeskrivelser fra nutidens Europa. Bogen er spændende og meget velskrevet af en dygtig popularisator, der er god til at analysere Europas historie, så læseren er i rigtig godt selskab under læsningen af den omfangsrige bog. Imponerende dokumentarisk værk.