I anledning af Dronning Margrethes 25-års regentjubilæum i 1997 udgiver Malin Lindgren dette enestående og flotte fotoværk om den glückborgske slægt og dens mange forgreninger rundt om i Europa. Det store billedmateriale kædet sammen med M.L.'s kommentarer og tekst giver et sjældent indblik i de royales private stunder. Billederne fra de kongelige familiealbums, hvor også de ældste fremtræder i en pæn gengivelse, er primært opbevaret på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Museumsinspektør Tove Thage gør i et interessant efterskrift om "Kgl. Hoffotografer" opmærksom på, at det var Chr. 8., som i 1839 tog initiativ til at bringe det første kamera til Danmark, og siden den første glücksborger Chr. 9 har der været en lang og ubrudt tradition for kongelige portrætfotografer. Bogen skildrer de 5 generationer fra Chr. 9. til Dronning Margrethe, deres børn og svigerbørn. Med de mange forgreninger rundt om i Europa er bogens titel meget rammende. Hvert kapitel skildrer den enkelte regent og den nærmeste familie og medtager samtidig en slægtstavle. Afslutningsvis et personregister.