Lad det være slået fast med det samme: denne bog vil nok i en lang årrække være hovedværket, når det gælder en bred, men alligevel dybtgående indføring i Martin Luthers tankeverden. Professor, dr. theol. Leif Gråne har, som grundlag for den nye bog brugt sin forelæsningsrække om Luther og reformationen byggende på studier fra de senere år. Martin Luthers liv og værker ses i en historisk sammenhæng, idet forfatteren glimrende gør rede for den tid, Martin Luther levede i, dels bredt i indledningen, dels gennem en lang række oplysninger undervejs, så Martin Luther får skrællet det romantiske skær af sig og står tydeligt og nærværende for læseren. Selv om bogen er dybtgående, er den umiddelbart læselig og den fængsler gennem sin nøgterne beskrivelse. Personregister og "bemærkninger", som er en glimrende selektiv, annoteret litteraturliste.