Hvad skal jeg sige? En ny bog fra Dennis Jürgensen. Der er ingen tvivl om, at denne bog også vil falde i læsernes smag. Det er en fantasy-agtig science fiction for børn fra ca. 12 år. Den 13-årige Miranda er en almindelig pige. Hun har dog egenskaber, der gør, at hun er den eneste, der kan redde Jorden fra undergang. Sammen med skolekammeraten Alex hvirvles hun ind i et eventyr, der fører dem gennem tid, rum og parallelle verdener i andre dimensioner. Persongalleriet er meget fantasifuldt og som taget ud af en tegneserie med Linda og Valentin. Teknikken og oplevelserne omkring rejser mellem dimensioner er sjovt fundet på og meget billedskabende beskrevet. Drager og troldmænd møder vi også, og dragerne, som Miranda har en fornemmelse for, kommer vi utvivlsomt til at høre mere til. Den realistiske del af historien fungerer også fint. Forf. kan det der med at beskrive hverdagen sjovt og realistisk. Stemningen ved middagsbordet, spillet mellem klassekammeraterne, dialogen, følelserne overfor Alex. Men også skyldfølelsen i forbindelse med venindens død i en trafikulykke. Historien er ikke så original som flere af forfatterens øvrige bøger, men man sluger det hele og hænger på trods bogens tykkelse. Iøjnefaldende forside og fængende bagsidetekst.