Xbox 360. Fable III henvender sig alle der kan lide fantasy-spil. Dog primært de lidt ældre spillere, da alt foregår på engelsk. Appellen er bred. I skrivende stund er Fable III blandt de tre bedst sælgende xbox 360-spil, og vil sikkert ligge under manges juletræer i 2010. Fra 12 år.
Vi befinder os i eventyrriget Albion. Man er prins/prinsesse og den mindre søskende til en hårdhændet storebror, der styrer landet med magt og uden nåde. Retfærdighed findes ikke for den regerende bror, og man flygter. Dels for at redde livet, dels for at starte en revolution. Det gælder om at skabe alliancer og opføre sig gavmildt og retfærdigt, på en måde der gør at det undertrykte folk, vil følge en i tykt og tyndt. Spillet er baseret på valg. Kæmper man for de underkuede eller for de der bestikker? Som man også har set i tidligere "Fable"-spil, former disse valg historien, ens karakter og sågar ens fysiske fremtræden. Fable III er dialogtung, med 50+ timers dialog, der bærer historien, udsøgt fremført af en kendte skuespiller som fx John Cleese. Alt dialog er på engelsk. Albion er enorm, og man har mulighed for at udbygge den. Alt er flot lavet, med den lidt naivistiske stil der kendetegner "Fable"-serien. Der er primært tale om et singleplayerspil, men Fable III byder også på mulitplayer.
Fable III ligner spil som Morrowind-serien, der findes på bibliotekerne.
Fable III er fabelagtigt, og giver spilleren utallige gode spiltimer (og gode udlån). I xbox-universet er "Fable"-serien så monumental, at denne titel må betragtes som en nødvendighed.