Da Freya og Marie begynder at få beskeder fra en ukendt afsender, tror de først, at det er fra 2 af de lækre drenge fra 8. klasse. Men da beskederne ændrer karakter, og Marie pludselig forsvinder, bliver Freya for alvor bekymret. For 11-14-årige.
"Fanget" er første bind i serien "Novum", som er en spændingsserie, der foregår i en meget nær fremtid, hvor udviklingen af nye teknologier og kunstig intelligens har skabt store ændringer i hverdagen, som vi kender den. Freya går i 7. klasse og er forelsket i Gustav fra 8. klasse. Er de hemmelige beskeder, hun pludselig modtager, fra Gustav? De er i hvert fald fra én, der ved, hvor hun er, og hvordan hun ser ud. Men tør hun, og er det smart, at mødes med den ukendte afsender?.
Der er mange temaer i "Fanget". Vi mærker Freyas jalousi, hendes forelskelse, hendes venskab med Marie og ikke mindst hendes tilgang til de digitale medier. Historien skifter hele tiden synsvinkel mellem den ukendte afsender og pigerne, hvilket øger spændingen hele vejen i historien.
Mere hackerinspireret og længere ude i fremtiden finder vi Dødsdoktrinen - sjælens øje, hvor Michael sammen med et par venner kobler sig på VirtNettet. Men VirtNettet opdager ham og har brug for hjælp.