En bog om store, kæmpestore og megastore lastbiler. På 13 opslag beskriver den i kort tekst og mange billeder forskellige lastbiltyper: trækkere og trailere, biler med særlige opgaver på gaden og på byggepladser, store kraner, militære lastbiler, redningskøretøjer og australske vej-tog med op mod 90 anhængere. Derudover er der et par opslag om Custom trucks og lastbilrace og et opslag med beskrivelse af lastbilens indretning og teknik. Lidt historie og fremtidsudsigter bliver der også plads til med et opslag om damptrækkere og de første dieselbiler, og et om fremtidens satellitstyrede selvkørende lastbiler. Let at læse, men tekniske udtryk og begreber kan ikke undgås i en bog som denne. Nogle af dem bliver forklaret i ordlisten, der sammen med en tidslinje og et stikordsregister afslutter bogen. Udstyr og typografi svarer til seriens øvrige bøger: Stor, letlæselig typografi, informative og velplacerede billedtekster og faktabokse med diverse oplysninger om styrke, fart og kraft osv. De mange flotte fotos og forklarende tegninger gør den egnet som bladrebog. Bogen bringer ikke meget nyt, men kan supplere de øvrige om emnet. Fra 11 år.