Målgruppen er dedikerede science fiction læsere, men jeg tror de som ellers læser Conan Doyle og andet klassisk spænding kan fristes.
I bogen er samlet 10 meget forskellige science fiction noveller. Og for de som tror Conan Doyle (1859-1930) kun skrev om deduktive genier som Sherlock Holmes er samlingen sikkert en overraskelse. Men som Niels Dalgaard fortæller i et nyttigt efterord skrev Doyle i mange genrer og var i øvrigt en personlighed med en brændende interesse for sin samtid, og de mange forskellige kulturelle, filosofiske, religiøse og videnskabelige diskussioner dengang. De 10 historier udvalgt til bogen af Niels Dalgaard fortæller fx om en videnskabsmand, der med ildhu forsker i muligheden af den menneskelige bevidstheds eksistens udenfor kroppen. Hans ambition er simpelt udtrykt, at "fjerne en mands sjæl fra kroppen og derefter putte den tilbage igen." Her er mystiske opfindelser og en evig kærlighedshistorie blandt mumier. Der er krige som truer, og samlingen afsluttes af en kortroman om jagten på intet mindre end det sagnomspændte Atlantis. Nok er sproget tidstypisk knudret, men holder man som jeg af fx historierne om Sherlock Holmes er man bestemt godt underholdt. Som nævnt nyttigt efterord af ND: "Artur Conan Doyle og hans samtids science fiction".
Ikke andre samlinger af Doyles science fiction, men oplagt at sammenligne med bøger af fx Poe og Lovecraft, og naturligvis H.G. Wells.
En relativt mindre, men dedikeret målgruppe på de fleste større biblioteker.