I en gold verden, hvor selv bierne er uddøde, bliver unge piger indespærret i trøsteløse arbejdslejre, indtil de er gamle nok til at blive tvangsgift og få børn. Men 14-årige Jess gør oprør og forsøger at skabe håb og forandring. Dystopisk ungdomsroman for 13-16-årige.
Jess' mor har forsøgt at forberede hende på at skulle overleve i en brutal verden med mangel på fødevarer og et brutalt patriarkalsk styre. Som 13-årig bliver hun indfanget og placeret i en af regeringens arbejdslejre, hvor hun sammen med andre piger skal bestøve æbletræerne med pensler lavet af menneskehår. Bierne er uddøde, klimaet er brutalt, og samfundet er på kanten af kollaps. Fertiliteten er så lav, at alle piger bliver tvangsgift, så snart de får deres menstruation og kan blive gravide. Kampen om mad, vand og overlevelse i lejren er brutal, men heldigvis har Jess mindet om sin mor og enkelte veninder i lejren. Hun er dog den eneste, der tør drømme om forandring, men hendes eneste våben er en pensel. Forfatteren er ikke tidligere oversat til dansk.
Medrivende, dystopisk og vigtig klimafiktion, som også efterlader læseren med håb om en bedre fremtid. Forfatteren skriver fængende, og pigernes indbyrdes kamp for overlevelse er hjerteskærende. Handlingen er nok inspireret af Tjenerindens fortælling, men klimavinklen er mere aktuel end nogensinde.
Læs også den danske dystopi Vulkanvinter.