Selv om scenen er Cuba er forfatteren til denne overraskende sikre romandebut dansk. Det er en spændingsroman om meritterne i cubanske politiske oppositions- og terrorgrupper. Bogens heltinde er en ung dansk journalist, som under dække af interviews vil undersøge omstændighederne omkring en anden danskers mystiske død, som man officielt har givet en utilfredsstillende forklaring på. Hun er dog selv lige ved at falde i de samme fælder, som han gjorde, og kun modig snarrådighed, cubanske venner, held i poker samt en god portion mystisk woodoo gør, at hun finder frem til den rette sammenhæng. Forfatteren er fortrolig med den cubanske stemning, som han formidler levende, og i spændingsfeltet mellem terrorgrupper, folk fra en undertrykt politisk opposition og fra en imperialistisk amerikansk flådebase kan ethvert handlingsforløb vel være plausibelt, bare det er spændende, og det er det bestemt her.