Brugsbog til snak om homoseksualitet for ca. 4-8-årige. Forside, bagside og titel signalerer dog ikke tydeligt bogens indhold.
En billedbog der, siden den blev udgivet i USA i 1990, har været til debat, fordi den handler om et homoseksuelt parforhold. En dreng fortæller om, hvordan det var, da forældrene blev skilt, og faderen flyttede sammen med en anden mand. Der er ingen egentlig handling, men et kort udsagn og en tegning pr. side. "At være homoseksuel er bare en anden slags kærlighed", er det sympatiske budskab, som jeg ikke tror vil provokere mange i dagens Danmark. Ligeledes sympatiske er de farvelagte tegninger med positive, dagligdags situationer. Desværre er de ret stive og naive og domineret af brunlige, lidt grumsede farver. Forsiden med motiv fra Tivoli er nytegnet til den danske udgivelse. Det helt nye forlag "Møller" kan med udgivelsen her sætte fokus på andre familieformer og også sætte amerikansk homoforskrækkelse i relief.
En af de meget få billedbøger om emnet er Mette bor hos Morten og Erik, 1981. Men jeg vil fremhæve Lille-Laudrup og den bedste onkel, 2007, der på en nutidig og finurlig måde også handler om bøsser.
Bogen er et supplement til det sparsomme udvalg af billedbøger om homoseksualitet. En udpræget brugsbog med et budskab, der er helt enkelt og positivt. Læseren er den voksne, der har et personligt behov for at forklare et barn om kærlighed mellem to mænd. Selv foretrækker jeg, når budskabet er knap så bombastisk.