Filmen henvender sig til et bredt publikum over 15 år, der er til gangsterkomedier og sort humor. Desuden til fans af superstjernerne Robert De Niro, Michelle Pfeiffer og Tommy Lee Jones.
Familien Manzoni er kommet med i et vidnebekyttelsesprogram i Normandiet og er nu blevet til Familien Blake. Faderen, ex-mafiabossen Giovanni Manzoni, nu med det borgerlige navn Fred, har nemlig samarbejdet med FBI og angivet sine mafiavenner, som nu er desperate efter at finde familien og slå dem ihjel. Familien Blake har dog lidt svært ved at falde til i en lille stille fransk by, da de ikke helt har opgivet deres mafiametoder, når noget går dem imod! Filmen er instrueret af franske Luc Besson, der bl.a. er kendt for Léon og filmene om Arthur og minimoyserne. Farvel til mafiaen er baseret på romanen Malavita af Tonino Benacquista. Gangsterkomedien havde dansk premiere d. 24. oktober 2013.
Filmen er en sort komedie i stil med film af Coen brødrene som fx Fargo og Burn after reading, hvor vold og sort humor forenes. I filmen har "Fred" voldsfantasier, hvilket Jason Statham også har i Mean machine fra 2001. En gangster, der stikker sine venner og kommer i et vidnebeskyttelsesprogram ses også i tv-serien Lilyhammer.
Filmen Farvel til mafiaen er en underholdende og voldelig sort gangsterkomedie, der har tre store stjerner på plakaten. Det er naturligvis ikke altid et blåt stempel i sig selv, men kemien er god og underholdningsværdien er høj.