Klaus Lynggård udgav diverse bøger i firserne, men denne essayamling er hans første bog siden digtsamlingen Røv og nøgler fra 1988. Det bekymrer ikke Lynggård, der i et af erindringsafsnittene i bogen her fortæller om sin udmattende skriveproces og antyder, at han har skrevet de digtsamlinger, han orker. I bogen her får vi til gengæld oplagte fortællinger om hans barndom og ungdom og en førstehåndsberetning fra det københavnske punkermiljø. Og i tilgift veloplagte portrætter af Lynggårds helte inden for musikkens og litteraturens verden: Dylan, David Bowie, Dan Turell, Michael Strunge, Charles Bukowski og John Fante. En bog, der er sprængfyldt med energi og temperament, og som han læses ud i én køre som en monologisk, men absolut underholdende roman om Lynggårds univers og de mange tanker, der kværner i bolden på ham. Givetvis en kommende bibel for fans af Martin & Victorias forfatter og oplagt til placering også i ungdomshjørnet.