Den gæve knægt Felix drager på nye eventyr i denne opsamling af historier fra starten af 1970'erne. Børn fra ca. 11 år kan læse med, men det er nok især nostalgiske voksne, der vil kaste sig over serien.
Da svenske Jan Lööf holdt op med at tegne "Felix på Eventyr" i de tidlige 70'ere for at hellige sig børnebøgerne, overtog den danske tegner Werner Wejp-Olsen serien i en årrække. Han lærte at tilnærme sig Lööfs tegnestil og kastede Felix ud på helt nye eventyr. Det er de første otte historier i Wejp-Olsens serie, der her er samlet. Felix kastes ud i et større tidsrejseeventyr og møder både James Bond, Robin Hood og Sherlock Holmes. Albummet er i sort-hvid, stift bind og indledes af Wejp-Olsen, der fortæller om sin tid på serien.
Ifølge forordet var det ikke alle, der var lige tilfredse med, at en anden tegneserieskaber overtog serien i 1972, men faktisk er historierne stadigvæk ret sjove og med en vis underholdningsværdi, der hæver sig over ren historisk interesse. Den politiske satire daterer historierne, og tegningerne rammer måske ikke 100 procent Lööfs vidunderlige streg, men der er absolut ikke noget at skamme sig over her. Historierne er hyggelige og finurlige.
Forlaget Cobolt har udsendt tre samlealbums med Lööfs tegneserier, deriblandt "Felix på Eventyr". Det første hed Jan Lööfs serier. Bind 1.