Martin Fem, 40 år, vågner op med hukommelsestab på et nervesanatorium, helt fremmed for den person man med så megen overbevisning identificerer ham med. Han er uden fortid og kan derfor ikke »behandle nutiden«. Han udspørger sin læge, sin kone, elskerinde, sine børn, vennerne, sin far og søsteren uden at få ren besked, kun antydninger der viser et billede, han nødig vil vedkende sig: et udhulet ægteskab, sjusket erotik, hang til druk, brud med familien, en klump af fortid han forgæves søger at beherske og tilegne sig. Efter en eskapade føres han tilbage til sanatoriet stadig uden svar på spørgsmålet: Hvem er Martin Fern? Bogens svaghed er, at læseren utilfredsstillet spørger om hans videre slkæbne, men alligevel fængsler den takket være Panduros moderne, direkte, knappe ofte noget drastiske stil, og den udgør et interessant supplement til Øgledage's syn på »fortidsklumperne«.
