Dette er tredje bind om beboerne i Mølleparken nr. 10, som er et hus med ni lejligheder. Serien henvender sig først og fremmest til unge og voksne fremmedsprogede, som ikke behersker dansk så godt, og den fortæller om helt almindelige mennesker, der lærer hinanden at kende som gode naboer. Der er flyttet nye beboere ind i opgangen, og derfor bliver der holdt en lille fest. Her opstår der nye forbindelser mellem beboerne, som atter er i stand til at hjælpe hinanden med store og små problemer. Opgangen er karakteriseret ved at rumme både unge og gamle, danske og udlændinge, familier og enlige. Det er ikke den store litteratur, men skildringen af de forskellige mennesker og deres liv giver et godt indblik i de dagligdags praktiske og følelsesmæssige problemer, som såkaldt almindelige mennesker kan komme ud for. Bøgerne skal læses i den rigtige rækkefølge og er så lette, at mange, der ikke ellers kan læse bøger, vil kunne få noget ud af dem. Ansigtsudtryk er ikke tegnerens stærke side, men de sort/hvide illustrationer støtter ellers teksten udmærket. Anvendes først og fremmest på hylderne med lette bøger i voksenafdelingen.