En ung mand skydes ned på åben gade i Hudiksvall og kort efter såres en ung kvinde alvorligt af skud få hundrede meter derfra. Er der en sammenhæng? Kriminalinspektør Johan Rokka og Kriminalteknikker Janna Weissmann sættes på sagen, der snart eskalerer og udvikler sig i en helt anden retning end forventet. Til læsere af krimi og spændingsromaner.
To unge mennesker skydes i den lille svenske by Hudiksvall og ganske kort tid efter forsvinder salgsrepræsentanten for Biotech Iris, Louise Höijer, på vej til en vigtig salgsfremvisning i Shanghai.. Kriminalinspektør Johan Rokka og Kriminalteknikker Janna Weissman leder opklaringsarbejdet i en sag der hurtigt viser sig at blive særdeles omfattende. Ikke alt er hvad det synes at være, og hvem kan man stole på? Johan Rokka involveres personligt i sagen, på en måde der får ham til at tvivle på sig selv og sin dømmekraft. Nye mord bliver begået og sagen eskalerer yderligere.
En velskrevet og velfungerende krimi, der holder læseren fanget til sidste side. Plottet er godt skruet sammen, og det er ikke umiddelbart til at forudsige hvem skurken er. "Fikseret" er tredje bind i serien "Mordene i Hudiksvall" men kan sagtens læses uafhængigt af de første to.
Minder om Gisa Klönnes krimier hvor Skoven er tavs er første bind. Stemningen er den samme og der er i begge bøger et politimakkerpar bestående af en mand og en kvinde.