Xbox 360, PS3. Rollespil. Ny udgivelse i legendarisk serie. Final fantasy XIII har været 4 år undervejs. For børn og unge fra 14-18 år samt voksne fans af serien. Sprog: Engelsk. PEGI: 16. Med ikon for vold. Kun single-player.
"Final fantasy" har siden først i 1990'erne haft en stor og trofast fanskare, som elsker seriens pompøse blanding af rollespil og action. Den nye udgivelse fortsætter ufortrødent i samme spor, og skuffer ikke. Historien er som altid ret indviklet. En gruppe med heltinden Lightening og helten Snow i spidsen, kæmper for at redde de 2 verdener Cocoon og Pulse, som trues af magtfulde onde kræfter. Kampene mellem heltene og de onde foregår i et nyt og udmærket trækbaseret system med mange muligheder, som derfor kræver lidt tilvænning. Dialogen og samarbejdet i gruppen er meget vigtig - uden godt samarbejde går det ikke. Men hovedpersonerne kan også godt have deres egen skjulte dagsorden. Både den visuelle og lydmæssige side af spillet er helt i særklasse. Jeg har sjældent set så flotte og detaljerede scenerier - det gælder begge konsoller.
"Final fantasy"-serien hører til i superligaen af rollespil. Final fantasy XIII er måske ikke det allerbedste i seriens historie, men mindre kan også gøre det.
Ventetiden har været lang, men Final fantasy XIII fastholder seriens status i genren. Hvis jeg skal kritisere noget, så er det historiens lineære udvikling. Der er ikke meget plads til individuelle svinkeærinder, og gameplay kan derfor i længden blive lidt ensformigt. Men generelt tilbyder Final fantasy XIII mange timers underholdning og udfordring. Anbefales.