Bogens 10 billedopslag er ordløse - kun navnet på perioden samt en tidsangivelse står som hjælpende overskrift. Således er bogen ikke svær at forstå, men giver plads til billedjagt og forundring i de detaljerige historiske billeder. Imidlertid er de sidste siders forklaringer forholdsvis svære at forstå, så her er lidt voksenhjælp på sin plads. Bogens billeder som sådan vil være interessante at kigge på og diskutere fra 7-8 års-alderen.
Bogen kan mest af alt beskrives som en samling af anskuelsesbilleder, som måske huskes fra skoletiden før internettet, mobiltelefonen og tværfagligheden var opfundet. Ved hjælp af Find-Holger-agtige billeder vises et lille geografisk område i 10 perioder fra istiden til nutiden. På hvert billede efterlades forskellige effekter, som så dukker op senere. Således kædes de forskellige perioder sammen, samtidig med at de afgørende forskelle understreges. Stregtegningerne er fulde af detaljer, men forekommer måske en anelse stive og blege.
Der findes andre bøger indenfor "genren": "historien-på-tværs-gennem-billeder", fx serien Tidsrejsen, med titler som De første mennesker og En vulkan. Sidstnævnte er dog grundigere, mere dramatiske og flottere udført end den her vurderede bog.
Fint med historiske fagbøger, der tilstræber overblik og sammenhæng - måske historiefagets største udfordringer - og der er virkelig mange iagttagelser at gøre sig i bogens ti anskuelsesbilleder. Iagttagelser der på én og samme gang fortæller historier og historie.