Forfatteren har tidligere udgivet 2 romaner: i 1991 Kluddermor og i 1993 Paradis. Den nye roman er ligeledes en roman om "hverdags-Danmark". Bogen følger den veletablerede kernefamilie Mikkelsen med 4 børn. I en månedsvis kapitelinddeling - fra oktober 1967 til juli 1970 - skyller den hektiske 60'er tidsånd, nye kønsrollemønstre, kollektiver, basisgrupper, kvindekamp, politik og Vietnamkrig, protestsangere og hashflippere, indover famlien Mikkelsen og omgangskreds - og forandrer dem for altid. Synsvinklen skifter generationerne imellem, hvor storesøster Sally er i gymnasiet i en brydnings- og åndsskiftetid, hvor lillesøster Sidse er i puberteten, og mor Joan og far Erik fungerer som borgerlighedens støttepiller. Men snart truer skilsmisse, illusioner brister, værdier forkastes, grænser nedbrydes og alt afprøves. Også for familien Mikkelsen er der "en pris at betale", og kun den nye generation "fødes" af 60'erne -måske med flere muligheder end omkostninger. Bogen er en sikker, velskreven miljø- og tidsskildring af et Danmark, hvor den habitklædte efterkrigstid brydes med en omvæltende - indisk bomuldsklædt, partisanertørklæde-omtvundet ungdomskultur. Den typiske læser kan selv mindes tiden.