"Alle mennesker er født frie og er lige i værdighed og rettigheder". Sådan lyder de første linier i FN's verdenserklæring om menneskerettigheder, som 10. december i år fejrer 50-års jubilæum. I denne nye debatbog, er der bidrag fra en række markante danskere, der "lige-ud-af-hjertet" forholder sig til menneskets rettigheder, ansvar og pligter. Her er foreningsfolk som Max Bæhring og Hans Skov Christensen, der er politikere som Frank Jensen, Niels Helveg Petersen, Poul Nyrup Rasmussen, Bent Melchior, Poul Schlütter, Ole Espersen og ikke mindst Naser Khader. Der er kulturpersonligheder, forfattere og journalister som Astrid Henning-Jensen, Troels Kløvedal, Jørgen Flindt Pedersen, Tøger Seidenfaden, Preben Wilhjelm, Lisbeth Knudsen, Helle Virkner, Ghita Nørby og Erik Clausen med sin revselse af "Bonbon-landet Danmark". Og der er erhvervsfolk som Poul Svanholm og Henning Dyremose. Endelig er der anderledes bidrag fra Leif Davidsen med et digt om Sakharovs hjemkomst, et linoleumstryk af Dea Trier Mørch, og en nodeuskrift af Frederik Magles komposition Flammer for frihed. Det er en mange steder smuk, bevægende bog med velskrevne, alsidige bidrag til en altid aktuel debat. Kan bruges som debat- og opgavebog.