Denne forfatter henvender sig stadigvæk til de samme som Pilcher, Willett, Bradford og Binchy, altså de, der holder af en stor, bred familiekrønike, der både kan levere romantik og spænding.
Forfatteren har altid anbragt handlingen i sine bøger omkring de to verdenskrige i forrige århundrede, hun har også altid fået en gedigen og ofte meget lang historie ud af det. Det samme gør sig gældende her, hvor historien starter i 1909, hvor den handlekraftige unge Richard Finborough efter energisk kurtisering gifter sig med den smukke og mystiske Isabel. Hun var faktisk "kun" husbestyrerinde, men det lykkes ham at overbevise hende om, at deres forskellighed især socialt, ikke er noget problem. Således indledes en beretning, der handler om kønsroller, sociale roller, magt, kvinders selvstændighed, de sociale klassers næsten ubrydelige grænser og så Europas historie omkring de to verdenskrige. Richard og Isabel får nogle børn, de nyder deres status, men formår dog også at blive voksne, gøre oprør og finde eget ståsted i livet. Der er også nogle spændingselementer flettet ind i historien, og så ender den da godt.
Lennox har altid kunnet skrue god underholdning sammen, og som sædvanligt er detaljerne fine og atmosfæreskabende.
Historien er mere fermt "filmisk fortalt", end forfatterens plejer at være, med krydsklipninger og veritable cliffhangers, men også mere rendyrket underholdning.