Velskrevet lille kærlighedsfortælling med et lyrisk sprog, der vil tiltale læsere af ny europæisk litteratur og som vil kunne bruges i læsekredse, evt. til højtlæsning.
Forfatterens første bog på dansk handler om Thérèse, der skal tilbringe weekenden i en østrigsk by for at interviewe en berømt maler. Det planlagte interview bliver desværre aflyst og den veninde som hun havde en aftale med svigter. Uden en plan vandrer Thérèse omkring i byen og ender på en fortovsrestaurant, hvor hun indleder en samtale med en ukendt mand, Karl Ritter. Han har betragtet hende et stykke tid, er tiltrukket af hendes umiddelbarhed og charme, men har svært ved at give slip og gribe øjeblikket, og inden han når at komme overens med Thérèses spontanitet, skilles de i en nærliggende park. Spørgsmålet er nu om de vil mødes igen.
En poetisk og intens lille kærlighedshistorie i et fortættet næsten stakåndet sprog. Hélène Lenoir gengiver fint de følelser, der opstår hos to mennesker, som mødes tilfældigt, og hvordan små brudstykker af den historie, de hver især bringer med sig, lægger hindringer i vejen for deres forening.
Mange kærlighedshistorier handler om den umiddelbare tiltrækning mellem to fremmede. Denne bog minder med sin lidt hektiske prosaform om Lone Hørslevs bøger fx Sorg og camping, der som denne titel fokuserer mere på menneskers mange følelser og relationer end på egentlig handling.