Juleaftensdag mødes Elisabet og Sakarias for sammen at besøge deres søns grav. De ender med at tilbringe natten sammen, hvor de deler en dybt bevægende oplevelse. Til læsere af nyskabende, nordisk litteratur.
Det er den første jul siden 12-årige Johannes døde, og de sørgende forældre tager sammen til graven. I tilbageblik og gennem skiftende synsvinkler skildres Johannes' korte liv og hans mange eksistentielle udfordringer bl.a. omkring sit køn, mens læseren gradvist ledes tilbage mod nuet - denne juleaften, hvor hans mor og far sammen får en afgørende indsigt af paranormal karakter.
Med en dyb menneskelig indsigt og litterær originalitet får Carl Frode Tiller skabt et vidunderligt billede på, hvordan de døde lever videre i og iblandt de levende. Værket kræver en vågen og opmærksom læser, da det fortællende "jeg" utrætteligt skrifter mellem Elisabet, Sakarias og den døde Johannes. De glider elegant og næsten umærkeligt ind i og ud af hinanden, de tre, hvorved både de og læseren kan være flere steder på samme tid, men uden at man mister vejgreb. Det er enestående gjort, og gør romanen til en stærk læseoplevelse og i min optik noget nær et mesterværk. Forsiden er helt sublim.
Temaet omkring at miste et barn leder tanken hen på fx Københavns mysterier af Benn Q. Holm. Stilistisk er Tiller dog helt sin egen. Jeg har ikke tidligere læst noget, der rent narrativt og stilistisk kan sammenlignes med denne roman.