En oplevelsesbog om et populært emne i en serie. Der fokuseres på usædvanlige flyvemaskiner i 11 dobbeltopslag om fx fart, vandflyvere og usynlige fly, jump jets og x-fly samt tidlinje, ordliste og bogliste samt 4 generelle danske internetadresser og stikordsregister. Hvert opslag består af 1-2 fotografier og 1-2 stregtegninger i faktabokse der beskriver tekniske fakta for omtalte fly. Der er en spaltesat brødtekst, 2 pr. side, samt en indledning til denne som ikke altid er spaltesat og en overskrift i en farvet vinge. Der er nederst på alle højresider 1-2 internetadresser knyttet til det specifikke emne. Internetadresserne er udenlandske og på engelsk. Billederne er både fritskårne og med baggrund. Teksten er små tekniske og faktarelaterede beskrivelser. Der er mange hovedsætninger. Teksten vil kunne læses af børn fra 11 år, nok især teknikfascinerede drenge der vil få en spændende introduktion til emnet og en overskuelig læseoplevelse. Denne bog fokuserer på de lidt specielle og ekstreme fly med en historisk vinkel, for det er ikke kun et spørgsmål om det nyeste, højeste eller største, men også hvornår og hvordan. Denne bog vil fint kunne supplere de titler vi har om emnet. God og dækkende forside med et sejt SR-71 fly, som er usynligt på radar, men heldigvis ikke på billedet. Kortfattet bagsidetekst, samt reklame for i alt 4 titler i serien.