Fodfolket

Det er en aldeles herlig, rablende tosset, lille historie om at være anderledes og om hvordan »... fodfolket har oplevet noget nyt, der kaldes venlighed - bare de nu husker det«. Efter enhurtig oplæsning af den korte tekst, der er sat i nogle få, brede linier nederst på siderne, vil børn omkring skolestarten kunne genlæse historien i billederne mange gange. Fra 3.-4. klasse kan deselv læse teksten, der er lunt og underspillet fortalt i et fint modspil til de sprudlende morsomme billeder, der bærer historien. De er enkelt tegnede og dæmpet farvelagte, men formidler enfestlig fantasifuldhed, der bryder grænser både i form og i indhold. I afvekslende formater og ofte i serier over et opslag sprutter historien af sted set fra overraskende vinkler. Det er sjov ogballade, men også medfølelse med den stakkels outsider. Den handler om et lyserødt, troldelignende folk med fødder så store som deres krop. De klatrer op i træerne, hvor de spiser skyerne. Men endag fødes en fodfolkedreng mednormale fødder. Han når altid sidst op i træet, så der kun er tordenskyer tilbage til ham. Det giver ham dårlig mave, og han drilles for prutterierne. Til sidst lærerhan fuglene at kende, og de fører ham op til de eftertragtede hvide skyer.

Read the full assessment

En billedbog præget af enkelhed og klarhed i både tekst og billede, men med et indhold, der er mere mættet med mening end første øjekast antyder. Historien er skåret over 'grimmeælling'-læsten, dog med en mere 'social' pointe: Fodfolket er nogle grimme væsner, der bruger deres kolossale fødder til at klatre op i toppen af træerne efter deres livret, de hvide skyer. Dalarmen fra deres store fødder har fordrevet alle andre væsner, er det blevet et ensidigt miljø, så da der fødes en unge med små fødder, bliver han naturligvis kanøflet. Tilsidst må ungen løbehjemmefra og støder ude i verden på noget helt nyt: venlighed og skønhed. Så kunne det jo være godt med det, men den lille unge henter sin storfodede, trampende familie, og det lykkes ham at læredem kunsten at liste, lytte og være venlige. Det lyder som en tyk, fed pegefingermoral, og det er det egentlig også, men fremstillet så nuanceret og enkelt, at det aldrig virker tromlende ellersentimentalt. Man forstår, at de grimmefodfolk ikke er onde, samtidig med at ens sympati for den lille unge vækkes. Billederne er samme suveræne blanding af pædagogisk enkelhed og udtryksfuldhedog uddyber på fineste, humoristiske måde den meget kortfattede tekst. Bogen vil give sin målgruppe - de yngste billedbogslæsere - noget at tænke over.

Read the full assessment