En rigtig fin og meget anvendelig bog om fødslen, som især førstegangsfødende vil få god og klar besked af. I et godt og mundret sprog skriver Gitte Dencker (dansk jordemoder, født 1961) om fødslens mirakel. Det hele er med, og meget informativt sidetallet og det smalle format til trods; lige fra valg af fødested, forberedelse til fødslen, tiden op til, selve fødslen, særlige fødsler og komplikationer, smertelindring, det nyfødte barn og til de første dage efter fødslen. Dencker gør meget ud af at beskrive, at det normale har vide grænser - at ikke to fødsler er ens, at ikke to fødende oplever det samme. Jeg synes faktisk, det i bogen lykkes hende at viderebringe den gode og empatiske jordemoders professionelle omsorg for den fødende, så man kan føle sig helt tryg og i gode hænder. Skulle jeg vælge én eneste bog om selve fødslen til den almindeligt interesserede gravide, kunne det meget vel blive denne. Illustreret med fotografier, tegninger og diagrammer. Ordliste og stikordsregister. Dencker har desuden skrevet Fødselshjælperen (2002) og Gravid uge for uge (2002).