Bogen henvender sig til forældre med småbørn.
Forfatteren er sundhedsplejerske. Bogen bygger på hendes mangeårige erfaring med småbørn og er blevet til i samarbejde med journalist Mette Møllevang. Lena Dyhrberg er en ildsjæl, hvis syn på småbørn, 0-4 år, som væsener med en højt udviklet intuition, en medfødt viden og evne til at kommunikere, er præget af stor respekt og kærlighed. Særligt markant er hendes overbevisning om, at man med ord kan forklare selv helt små børn problemer i familien og derved berolige dem. En smule episodisk, let forståeligt og med stort engagement beskriver hun den vigtige kommunikation, både den verbale og nonverbale, mellem børn og forældre. Kærlighed og nærvær beskrives som nøglebegreber i kontakten mellem småbørn og forældre. Der er særlige afsnit om den kommunikation, der finder sted under amningen, og når forældrene drager omsorg for barnets motoriske udvikling. Endelig omtales tidligere generationers rolle og indflydelse. Mange eksempler fra forfatterens arbejde illustrerer hendes synspunkter.
Bogen kan ikke erstatte de gængse bøger om småbørns udvikling, men med sit særlige fokus på kommunikation kan den være et anvendeligt supplement.
En essayistisk, let læst, personlig og engageret lille bog, hvis sigte er at hjælpe forældre til at forstå deres småbørns signaler og blive bedre til at kommunikere med dem.