Books / fiction for children / roman

Fønixens hjerte


Description


Fantasy. Maria kommer ved et uheld til at binde sig til den magiske amulet, Fønixens Hjerte, og må skjule sig for onde væsner på den magiske skole, Manatecus. Her møder hun nye venner, kærligheden, farlige fjender og usandsynlige allierede blandt skolens elever.

Reviews (1)


The libraries' assessment

d. 3. June 2013

By

By

Martin W Hansen

d. 3. June 2013

Bogen henvender sig til de større piger fra ca. 13 og opefter, som leder efter noget der ligner Harry Potter.

Forfatteren er debutant, men har her begået en meget flot første bog. Det er en klassisk udviklingsroman i fantasy-genren, hvor vi følger pigen Maria, der ikke selv er klar over, at hendes far er én af ærkeenglene. Ved et tilfælde kommer hun til at tage en magisk amulet på, som forbinder hende med en føniks, og godt nok tildeler hende begrænsede magiske kræfter, men også gør hende jaget vildt for en række onde væsner. Derfor bliver hun skjult på en skole for diverse magiske væsner i en verden parallel til vores. Fra forlagets side bliver bogen solgt hårdt på, at forfatteren er ordblind, og det er også den side af historien som internettet fokuserer på, hvilket er en smule trist, for det her er en virkelig god historie, fortalt med et overskud, fortællelyst og en kærlighed til genren, som det er en fornøjelse at læse. Bogen præsenterer sig fysisk udmærket med en hvid føniks på en højrød, flammende baggrund på forsiden, og en god letlæst type i bogen. Selve indbindingen er dog meget blød og vil hurtigt blive slidt, hvis målgruppen får øje på denne, lille perle.

Bogen er en kvik blanding af Harry Potter og Annie Daltons gode Agent engel-serie, men den kan skam også nydes af drenge der har læst Rick Riordans bøger og nydt hans blanding af action og mytologiske væsner.

En virkelig flot debut, med alt hvad man kunne ønske sig af spænding, magi og kærlighedsforvirring, fra en moderne "kostskoleroman".