Til læsere for hvem Fanny Fiske er kult.
En ting er sikkert. Det er ikke godt at ikke starte på nr. 5 i serien, som jeg. FF skal man have opbygget et overbærende kærlighedsforhold til igennem de første fire bind og derfor ikke irriteres over en selvoptaget pensioneret profileringsekspert over 60, hvis mål, inden hun dør, bl.a er at få mere sex, skrive sine erindringer og få endnu et ansigtsløft. Desuden er handlingen meget tæt forbundet med bind 4. En række prostituerede bliver myrdet, og ved alle findes ting, der tilhører FF. Egentlig gider hun ikke, men snart er trekløveret Fiske, retsmedicineren Salander og anklageren P.J. tvunget i gang, fordi mordene trækker spor til et tidligere mord, der ikke tåler dagens lys. Stauns trekløver er tæt på kugleskørt og totalt uberegneligt, og deres mål er egentlig mere hævn/dække over egen kriminalitet begået i nødvendighedens navn, end at opklare forbrydelsen. Det hele bærer præg af tilfældighedernes spil, og går man efter sandsynlighed og troværdighed, er det ikke her. Helt i orden for mig, men det kræver et modspil, og læser man tidligere begejstrede anmeldelser virker det som om, Staun og Fiske begge er kørt lidt træt.
Staun er stadig alene med bud på en humoristisk anti-femikrimi.
Stauns 5. om FF, og læsning af de fire første er et must! For undertegnede, der læser denne som den første, virker den overfladisk, uinspireret og ikke specielt morsom, men det er ikke nødvendigvis en retfærdig bedømmelse, og FF fans kan mene noget helt andet.